Sov godt

Få en god nattesøvn med psoriasis

Sådan får du en god nattesøvn

Forskning viser, at mennesker med psoriasis har større risiko for at føle sig angste eller deprimerede. Problemet er, at mangel på søvn ofte får mennesker til at føle sig endnu mere stressede, angste eller deprimerede, og det gør det svært at bryde den onde cirkel med dårlig søvn. Ud over at påvirke humøret kan søvnmangel også påvirke mange andre aspekter af tilværelsen – lige fra arbejde, det sociale liv til sex og forholdet til andre.
Den gode nyhed er, at der er mange ganske enkle ting, du kan gøre for at vende tilbage til et regelmæssigt søvnmønster.

Forbered dig godt på en god søvn

Sørg for, at soveværelset er køligt, mørkt og stille, og at din seng er behagelig – mørklægningsgardiner og en kvalitetsmadras har stor betydning for, hvor godt du sover. Undgå også at drikke te eller kaffe med koffein i timerne inden sengetid, og undgå store måltider, krydret mad og alkohol i løbet af aftenen, da alt dette kan forhindre, at du falder i søvn.

Søvn er et vigtigt element i en helbredelsesproces, fordi søvnen giver krop og sjæl mulighed for at genoplade.

Slap a fog fald til ro for at sove bedre

Slap af

Hvis du om aftenen tager dig tid til at falde til ro, kan det også hjælpe dig med at sove bedre. Du kan f.eks. tage et bad, lytte til musik eller læse en bog for at få tankerne til at falde til ro. Nogle mennesker bruger meditation som en hjælp til afslapning, og for andre er vejrtrækningsøvelser mere effektive. Hvis du dyrker motion i moderat intensitet i løbet af dagen, vil det også få dig til at føle dig mere afslappet og give dig en bedre søvn.

Prøv at glemme dine bekymringer

Hvis dine bekymringer holder dig vågen, vil du kunne sove bedre, hvis du prøver at glemme dine bekymringer. Afsæt 20-30 minutter til "bekymringstid" hver aften, og skriv en liste med alle dine bekymringer. Hvis du skriver dine bekymringer ned, kan du undgå, at de bliver ved med at køre rundt i dit hoved, og når du ser dem på papir, vil de ofte forekomme knap så alvorlige. Dagen efter kan du gennemgå din liste igen og sætte mål op for, hvordan du vil komme dine bekymringer til livs. Hvis du har problemer med stress, bekymringer eller uro, og du har svært ved at falde i søvn, kan disse enkle teknikker sikkert være en hjælp for dig.
Du bør dog altid søge læge, hvis du føler dig angst, deprimeret eller stresset gennem længere tid. Lægen kan vejlede dig eller henvise dig til en specialist.