Din oplevelse af psoriasis er afgørende for din behandling

Almindelige behandlingsformer ved psoriasis

Sådan får du den behandling, der er rigtig for dig

Når du har fået diagnosen psoriasis, kan det være en stor mundfuld at skulle forholde sig til. Måske er du lettet over at få at vide, at der kan gøres noget, eller måske føler du dig usikker - og måske endda vred.
Du vil sikkert have en masse at tænke på. Der er flere typer af psoriasis - alle med deres specifikke måder at påvirke forskellige dele af kroppen på.
Spørgsmålet er, i hvilket omfang tilstanden vil påvirke dig - og det er svært at svare på. Din erfaring med psoriasis kunne være milde symptomer med lejlighedsvise pletter og kløe, eller mere alvorlige, fysiske symptomer. Uanset hvor du befinder dig i dette spektrum, er det vigtigt, at du tager kontrol over din tilstand.

Hvad er psoriasis?

Psoriasis er en medicinsk tilstand, der generelt betyder, at hudceller vokser for hurtigt. Forkerte signaler fra immunsystemet gør, at nye hudceller dannes på dage i stedet for uger. Denne hurtige vækst af hudceller fører til psoriasislæsioner. Læsionerne har tre karakteristiske træk: afskalning, hævelse og betændelse (rødme). Du skal vide, at den accelererede cellevækst ikke har noget med kræft at gøre.
Op til 30 % af de personer, der har psoriasis, får også psoriasisgigt i leddene. Hvis du er bange for, at du også tilhører denne gruppe, skal du tale med din læge og forklare hvorfor.

Hvad er årsagen til psoriasis?

Den præcise årsag til psoriasis er stadig ukendt. Psoriasis er en kompleks sygdom med flere forskellige årsager, som f.eks. genetiske, immunologiske, miljøbetingede og psykiske faktorer. Disse faktorer påvirker hudcellernes funktion og fremskynder den hastighed, hvormed hudcellerne dannes og afstødes fra huden. Psoriasis smitter ikke. Der er ingen, der har smittet dig, og du kan ikke smitte andre ved berøring, svømning i den samme pool eller ved intim kontakt.

Er det sjældent?

Alle kan udvikle psoriasis. Det er lige så almindeligt hos mænd som hos kvinder, og det påvirker omkring 2-3 % af verdens befolkning. Psoriasis kan starte i alle aldre, men de fleste mennesker udvikler psoriasis i alderen 20-35 år. 75 % af alle psoriasistilfælde opstår inden 40-årsalderen. Det er dog muligt at udvikle sygdommen både i barndommen og i alderdommen.

Tag aktivt kontrol over din psoriasis

Hvis du har psoriasis, behøver du ikke at bare leve med det. Du har brug for information, så du kan håndtere din tilstand på den bedst mulige måde. Det er godt at lære, hvad sygdommen indebærer, hvem der får den, og hvad der forårsager den. Psoriasis er en livslang tilstand, og ved at ruste dig selv med information om sygdommen kan du få kontrol og minimere dens indvirkning på dit liv.

Almindelige behandlingsformer omfatter:

  • Lokalbehandlinger, som smøres direkte på huden og ordineres af en læge. De omfatter: lokalbehandling med binyrebarkhormoner, D-vitaminderivater og kombinationer heraf. 
  • Systemiske behandlinger, som ikke anvendes direkte på huden, men gives på andre måder, fx som tabletter eller indsprøjtninger. En speciel gruppe systemiske behandlinger er de såkaldte biologiske behandlinger, der er målrettet mod bestemte proteiner i immunsystemet.
  • Lægeordineret lysbehandling, som omfatter forskellige behandlinger med ultraviolet (UV) lys.
Ud over receptpligtige lægemidler anvender psoriasispatienter forskellige præparater til lokalehandling, som holder huden fugtig, og som kan mildne nogle af symptomerne. De omfatter: badeolie/showergel, fugtighedscreme (eller blødgørende creme), keratolytiske produkter (fx salicylsyre) og tjæreshampoo.

Et godt liv med psoriasis

Alle håndterer psoriasis forskelligt, og behandlingen bør vælges på baggrund af en dialog mellem dig og din læge. En behandling, der fungerer godt for den ene, fungerer ikke nødvendigvis for den anden. I nogle tilfælde er en behandling, der tidligere har fungeret godt for en person, ikke længere det rigtige valg for vedkommende.
Du skal derfor samarbejde med din læge for at finde frem til den behandling, der passer bedst til dig.